Fuld af livsglæde, energi og med en konstans logrende hale. Blid og hengiven overfor alle i familien og venlig mod fremmede. Velegnet som selskabshund, blot man hele tiden har i tankerne, at der bag det indtagende væsen gemmer sig en beslutsom og selvstændig jagthund med et stort behov for aktivitet.

Den er aktiv og behøver en hel del beskæftigelse og motion, helst med mulighed for at bevæge sig frit og bruge næsen. Den har et stort kontaktbehov og trives ikke med at være alene for lang tid ad gangen.

Vildt interessen er specielt rettet mod fugle og det ligger lige under huden, så hunden skal tidligt lære grundlæggende lydighed med hovedvægt på indkald. Den røde Cocker har erfaringsmæssigt den stærkeste jagtlyst og kan være noget vagtsom.

Dens silkeagtige pels er glat tilliggende, ikke for rigelig og aldrig krøllet. Den skal trimmes og klippes jævnligt og kræver en del arbejde med kam og børst. Væn tidlige hunden til pelsplejen, så den bliver en daglig hyggestund for begge parter. Fjern jævnligt hår i ørene.

Spaniels går tilbage til 1100 tallet og blev oprindeligt ikke betragtet som selvstændige racer. Først i 1800 tallet blev de delt op i to grupper. Hunde over 11 kg var "Starters", som skulle jage vildtet op. De mindre kaldes Cockere, og de skulle både rejse og apportere. De brugtes fortrinsvis til jagt på skovsnepper (woodcocks). Cocker Spaniels stammer fra Wales og Syd England og blev anerkendt som race i 1892. Den bruges fortsat til jagt, om end de fleste i dag holdes som selskabshunde.

Fra "Politikens Hundeleksikon"