Clumber Spaniel




 
En clumber spaniel er en stor tung spaniel med en voksen vægt på omkring 35 kilo, en tæve 5 kilo lettere. Massiv, lav med kraftige knogler, en hvid pels med lemon eller orange aftegninger.
Racen beskrives som aristokratisk, tænksom og venlig i udtryk. En gammel mands jagthund da den ikke er  så hurtig som de øvrige spanielracer også fordi deres søg er grundigt og gerne igennem det tætteste krat.

Historisk set er racen først portrætteret i et maleri fra 1739 og i skytternes optegnelser på godset Clumber Park, som ligger i midt England. Hvad ligger bag racen ved vi ikke, andet end at farvene nok er efter den nu uddøde race Blenheim spaniel.

En klovn, når du kommer hjem er modtagelsesritualet at hvilken som helst genstand tages i munden og med en heftig logren med halen.  En tyv, clumberen er lav men lang og kan snildt nå stegen på køkkenbordet.  Et familiemedlem, de trives i centrum af familien og ikke i en hundegård.  En jagthund med en eminent næse, dygtig til apportering, både på land og vand. En vagthund er den ikke, heller ikke særlig gøende og kan være lidt reserveret over for fremmede.

Racen modner langsomt både fysisk og mentalt. Hvalpen må kun få begrænset motion som øges fra 6 måneders alderen. Er den alene for længe og keder sig kan den være opfindsom og endda destruktiv.
Pelsen er hvid og blød, som kræver en ugentlig børstning for at undgå at pelsen filtrer , håret under ørene holdes kort og poterne klippes til. De fælder året rundt og huset bliver besat af hvide nullermænd og ens tøj, især det sorte, er som en magnet for det hvide hår. Pelsen især på ben og mave samler jord og vand pytter skal vades igennem. Efter en god tur er den meget glad og beskidt men pelsen er selvrensende og når den er tør er den hvid igen.

Til gengæld har man en kærlig og dejlig hund og gerne mere end en.




FCI Standard Nr 109 12.01.2011 (EN) (ORG 13.10.2010)

CLUMBER SPANIEL

Oprindelsesland: Storbritannien.

Anvendelse: Stødende jagthund.

Klassifikation: FCI Gruppe 8 (Retrievere, stødende jagthunde og vandhunde).

Sektion 2 (Stødende jagthunde) Med brugsprøve.

Kort historisk:

Oversigt: Det menes, at Clumber Spaniels kom til England fra Frankrig for mere end to hundrede år siden. Det var The Duke of Newcastle, der bragte racen til sit familiegods – Clumber Park i Nottinghamshire – og begyndte her et opdræt. Det er en noget tung race, og arbejdstempoet er noget mere roligt end hos de øvrige spaniels. Igennem 50-erne udvikledes racen i en tungere retning. Racens topvægt er 34 kg, men det ser ud som om en del eksemplarer ligger i overkanten af denne vægt. Det er vigtigt, at racens tilhængere er opmærksomme på, at den store vægt ikke forårsager svaghed i bagpartiet. 



©M.Davidson, illustr. NKU Picture Library
Helhedsindtryk: En helt harmonisk, tungtbygget hund, energisk og med et tankefuldt udtryk. Dens hele fremtræden udstråler styrke. Clumberen skal være fast, i god kondition og i stand til at arbejde en hel dag i marken.

Temperament: Stoisk, storsindet, yderst intelligent og med en beslutsom holdning, der understreger dens medfødte evner. En stilfærdig arbejdshund med en fremragende lugtesans. Den er stabil og pålidelig, venlig og værdig. Den er mere reserveret end de øvrige spaniels. Viser ingen tegn på aggressivitet.

Hoved: Stort, kvadratisk, af middel længde. Ingen overdrivelse i hoved og skalle.

Skalle: Bred foroven med udtalt nakkeknude. Svære øjenbrynsbuer.

Stop: Dybt.

Næseparti: Kvadratisk.

Læber: Veludviklede, hængende læber.

Kæber, bid: Stærke kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs., at de øverste fortænder tæt overlapper de underste, og at biddet ligger vinkelret på kæberne.

Øjne: Med rent omrids, mørkt ravfarvede. Helt lyse øjne er højst uønskede. Det er acceptabelt med lidt synlig blinkhinde, men uden overdrivelse. Fri for oplagte øjensygdomme.

Ører: Store, af form som vinløv, godt beklædt med lige hår. De bæres hængende let fremad. Behæng må ikke nå neden for selve ørelappen.

Hals: Ganske lang, tyk og kraftfuld.
 
Krop: Lang og stærk med god muskulatur.

Ryg: Lige, bred og lang.

Lænd: Muskuløs.

Bryst: Dybt, med godt hvælvede ribben, der rækker langt bagud.

Underlinie: God dybde i flankerne.

Hale: Traditionelt kuperet. NB! Kupering er forbudt i Danmark.

Kuperet: Lavt ansat, vel behængt, båret i højde med ryggen.

Ukuperet: Lavt ansat, vel behængt, båret i højde med ryggen.

Lemmer:

Forpart:

Skuldre: Stærke, skråtliggende og muskuløse.

Forben: Benene er korte og lige. Knoglerne er stærke.

Forpoter: Store, runde og godt dækket af hår.

Bagpart: Meget kraftfuld og veludviklet bagpart.

Knæ: Velvinklede, rettet lige fremefter.

Haseled: Lavt ansatte.

Bagpoter: Store og runde, godt dækket af hår.

Bevægelse: Bevægelsen er lige – både for og bag – med ubesværet fraskub.

Pels:
 
Hårlag: Rigeligt og tæt tilliggende, silkeagtigt og lige. Ben og bryst med godt behæng.

Farve: Kroppen foretrækkes rent hvid med lemon aftegninger – orange er dog tilladt. Hovedet har lette aftegninger og fregnet næseparti.

Størrelse: Idealvægt:
 
Hanner 29,5 – 34 kg.
Tæver: 25 – 29,5 kg.

Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens indflydelse på hundens sundhed og velfærd samt dens evne til at udføre sit oprindelige arbejde.

Diskvalificerende fejl:

• Aggressive eller for sky hunde.

• Enhver hund, der viser psykiske eller fysiske abnormiteter, skal diskvalificeres.

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
 
Dansk Kennel Klubs bemærkning:

Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl


Standarden udgivet af FCI 12.01.2011

Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité, MAJ 2014.

¤ ¤ NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i August 2005 ¤ ¤