Irsk Vand Spaniel er en intelligent, selvstændig og energisk race med stor personlighed og charme. Det er den største af spanielracerne, og den har træk tilfælles med både spaniels og retrievere. En glimrende familiehund for den aktive og entusiastiske hundeejer, der kan opfylde hundens behov for samvær, meningsfuld aktivering og motion. Den er meget kærlig og loyal over for sin ejer, familien og nære venner, men kan have tendens til at være reserveret over for fremmede, som den lige skal have lov at se an.

Det er en stærk, udholdende og alsidig jagthund, der oprindeligt er opdrættet til apportering af fuglevildt i vand, men ud over at være en glimrende svømmer arbejder den også utrætteligt på land, selv i tæt bevoksning. Pelsen, der består af tætte krøller, er let olieret og næsten vandtæt. Den kræver en del pelspleje, men hvis man holder pelsen jævnligt, er det ikke vanskeligt. Man reder pelsen med en karte og en bredtandet stålkam ca. en gang om ugen for at forhindre, at den filtrer, og ca. hver anden måned skal pelsen klippes, ligesom det er en god idé at give hunden bad med jævne mellemrum. Pelsen fælder stort set ikke og tåles derfor af visse allergikere.

 

Racens præcise oprindelse kendes ikke, men fra 1100-tallet har man irske beskrivelser af jagthunde, der levede omkring Shannon-floden, og som gik under navnet Shannon Spaniels, Rat-tail og Whip-tail Spaniels eller Irish Water Spaniels. Rat-tail og Whip-tail hentyder til den karakteristiske hale, der i modsætning til kroppen er dækket af glatte hår. Man mener, at racen stammer fra persiske hunde, der via Spanien og Portugal kom til Irland, hvor de blev krydset med de stedlige jagthunde. Det er nærliggende at tro, at Afghansk Mynde (den eneste anden race med topknot) har spillet en rolle, sammen med vandhunde som Puddel og Barbet og forskellige spanielracer. I begyndelsen af 1800-tallet etablerede Justin McCarthy sit eget opdræt af Irish Water Spaniels i Dublin, og hans hunde, især den berømte Boatswain, født i 1834, regnes for at være stamfædre til nutidens Irske Vand Spaniels.

På grund af sin intelligens er en Irish Water Spaniel forholdsvis nem at træne, hvis man træner med konsekvens og tålmodighed og gør træningen spændende og varieret. Hvis man er for hård, kan hunden blive stædig og ‘gå i baglås’. Hvis man ikke er konsekvent nok, vil den prøve at løbe om hjørner med én. En Irish Water Spaniel vil i det hele taget prøve at gøre tingene på sin egen måde. De bliver sent modne, og man skal derfor have ekstra tålmodighed med dem i puberteten, der kan trække lidt ud. En irsk vand spaniel vil gerne være med i alt, hvad der foregår, og den vil elske at foretage sig noget sammen med sin ejer, om det så er jagt, udstilling, spor, lydighed, agility, schweissarbejde, HTM eller hundefrisbee, og selvfølgelig lange gåture i naturen.

 

IRSK VAND SPANIEL

Oprindelsesland: Irland.

Anvendelse: Irish Water Spaniel kan let tilpasses de fleste former for jagt. Den har jagtinstinkt, tager ofte stand og apporterer villigt fra tæt bevoksning. Racens bygning og dens natur har traditionelt gjort den til et valg ved fuglejagt.

Klassifikation: FCI Gruppe 8 (Retrievere, stødende jagthunde og vandhunde).

Sektion 3 (Vandhunde). Med brugsprøve.

Historie: Racens præcise oprindelse ligger stadig i det dunkle. Almindeligvis mener man, at den er udviklet fra hunde med oprindelse i Persien og kom til Irland via Spanien. Den første irske omtale af “vandhunde, der forfølger vandfugle” stammer fra år 1600, og derfor ved vi, at hunde med vandafvisende pels blev anvendt i Irland endog før jagtgeværet kom dertil. Der er ingen klare vidnesbyrd om forfædrene til Irish Water Spaniel, bortset fra dens mest ejendommelige træk : “Rottehalen”. Dette træk forekommer ikke hos nogen lignende hund og gør det meget sandsynligt, at den moderne race har en indfødt irsk forfader. Halen har givet anledning til navne som “Whip Tail” og “Rat Tail”. Under alle omstændigheder er disse hundes efterkommere blevet accepteret, og de opnåede stor succes på udstillinger i anden halvdel af det 19. århundrede. I 1890 blev Irish Water Dog Club dannet for at fremme interessen for racen.

Helhedsindtryk: Elegant hund med flot holdning, kraftigt bygget, kompakt eller massiv.

Temperament: Stolt; forener høj intelligens og udholdenhed med et dristigt, frimodigt og energisk temperament. Særdeles vedholdende og loyal. En god familiehund med humoristisk sans, men den er ingen allemandshund og ser sine folk an.

Hoved: Skalle og hoved skal være af god størrelse.

Skalle: Højt hvælvet, af god længde og bredde, så den virker rummelig. En top-knot af lange, løse krøller vokser ned i en klart tegnet spids mellem øjnene og må ikke have form som en paryk, dvs afsluttet i en vandret linie.

Stop: Forløber gradvist.

Forhoved: Fuldkommen glathåret. Pelsen gror i en smal linie og danner et skæg ved roden af underkæben.

Næse: Stor og veludviklet, af mørk leverbrun farve.

Næseparti: Langt og kraftigt, virker noget kvadratisk.

Bid: Stærke og regelmæssige tænder med saksebid.

Øjne: Forholdsvis små og mandelformede, mørkt ravfarvede eller mørkt nøddebrune, med et meget intelligent udtryk.

Ører: Meget lange, med dråbeformede ørelapper, lavt ansatte og hængende tæt ind til kinderne. De er beklædt med lange, snoede krøller.

 

Hals: Ganske lang, stærk og buet, således at hovedet kan bæres godt over ryglinien. Den er solidt ansat i skulderpartiet.

Krop: Skal være af god størrelse, i sin helhed proportioneret så den virker tøndeformet, hvad der fremhæves af de hvælvede ribben. Generelt stærk og godt muskuløs.

Ryg: Kort, bred og vandret, kompakt overgang til bagparten.

Lænd: Dyb og bred.

Bryst: Dybt, men ikke for bredt eller rundt mellem forbenene, dog fra skuldrene og bagud med stort brystomfang og godt hvælvede ribben. Ribbenene når langt tilbage.

Hale: Glathåret, kraftig og tyk ved roden (hvorfra de første 7.5 til 10 cm er beklædt med korte krøller), derpå gradvis tyndere udefter mod en fin spids. Den bør ikke være så lang, at den når til haseleddet, og den bæres næsten vandret i en lige linie.

Lemmer:

Forpart:

Skuldre: Meget kraftfulde og skråtliggende.

Forben: Med god benstamme og lige. Underarmen er fra albuespidsen placeret lodret under skulderbladets øverste spids.

Bagpart: Meget kraftfuld.

Knæ: Velvinklede.

Haseled: Lavt ansatte haser.

 

Poter: Store, noget runde og spredte. Godt beklædt med hår både over og mellem tæerne, men uden overflødige frynser.

Bevægelse: En karakteristisk gangart, særegen for racen, med en rullende bevægelse, der skyldes det tøndeformede ribbensparti.

Pels:

Hårlag: Tætte og tilliggende, sprøde småkrøller, som absolut ikke må virke uldagtige, men er naturligt “olierede”. Oversiden af halsen og dens sider er beklædt med samme slags krøller som på kroppen, men strubepartiet er glathåret, således at den korte pels danner et V-formet parti fra roden af underkæben til brystbenet. Forbenene er beklædt med frynser, som er fyldige hele vejen rundt, men kortere på forsiden. Neden for haseleddet skal bagbenene være glathårede på forsiden, men have frynser på bagsiden helt ned til poterne.

Farve: En meget varm rødbrun leverfarve. Hvidt på brystet er uønsket.

Størrelse: Hanner 53 til 59 cm, tæver 51 til 56 cm.

Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

• Hvidt på brystet.

• Afbleget pelsfarve.

• Lyse øjne.

• Uldagtig pels.

• Frynser på forsiden af haserne.

• Mangelfulde frynser på forsiden af forbenene.

• Spredte, flade poter.

• Frynser på halen.

• Frynser på forhovedet.

• Hvidt på poterne.

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Dansk Kennel Klubs bemærkning:

Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.

Standarden udgivet af FCI 8 NOVEMBER 2002.

Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité MAJ 2003.

 ¤ ¤ NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i NOVEMBER 2001 ¤ ¤