Fra “Politikens Hundeleksikon”

 

Welshen er livsglad og charmerende med konstant viftende hale. Oftest er den venlig og hengiven, glad for at lege med familiens børn og afslappet overfor fremmede og andre hunde. Den har megen jagtlyst i behold og kræver en familie med hundeerfaring og et aktivt udendørs liv, hvis den skal trives som udelukkende selskabshund.

Den er meget aktiv og behøver en hel del motion og mentalt stimulerende beskæftigelse. Den er også selskabelig og kontaktsøgende og har det ikke godt med at blive ladt for længe alene.

Som hvalp og helt ung kan den være yderst voldsom og stille store krav til ejerens tålmodighed. Som voksen bliver den meget mere afdæmpet. Den bør socialiseres tidligt, da enkelte af hundene kan være lidt skeptiske over for fremmede. Det er en hund som er meget glad for vand.

Racen er selvstændig men glad for at arbejde. Opdragelse og træning skal være lystbetonede, varierende, venlige og konsekvente. Ros virker også her bedre end ris.

Den silkeagtige pels er glat og tilliggende. Behængende er moderate, længst på ører, hale, og forben. Pelsen beskytter godt, fælder kun ubetydeligt og er overkommelig at overholde i det daglige – dog skal hunden trimmes min. hver tredje måned. Ud over trimning er en grundig gennembørstning en gang om ugen tilstrækkelig til at holde den i orden til hverdag.

Welshen blev anerkendt som selvstændig race i 1902, men den har eksisteret og arbejdet i Wales adskillige år tidligere. Den var jagthund, men blev også sat til at drive kvæg og vogte får. Den er uden tvivl i familie med den større og kraftigere Engelske Springer Spaniel. De blev begge betegnet som “starters”, hvilket betyder, at de kun skulle jage vildtet op, ikke nødvendigvis apportere efter skuddet. Det er imidlertid en disciplin, som begge racer i dag udfører med stor effektivitet.